1. juli 2017 - Øst for Dnipro



Søndag eftermiddag var det endelig så vidt. Min kone havde haft sine sidste døgnvagt i denne omgang, min svigerinde havde ferie og jeg havde meddelt min "chef" (jeg er også medejer af firmaet men han er majoritetsejer) samt vores primære kunde at jeg de næste to uger vil være "out of office" men tilgængelig på mail og via skype.
Det er måske ikke de bedste forudsætninger for at holde ferie, men da jeg har en drøm om at tilbringe længere tid på landevejen kan jeg lige så godt finde ud af om det kan lade sig gøre at bo i sin lille bus og stadig passe "IT butikken".

Vi kørte mod øst mod Vinnitsa og et sted mellem Vinnitsa og Uman (som ligger ca 300 km stik nord for Odessa) så vi et seværdighedsskilt og drejede af fra hovedvejen. Vi kunne tydelig se nogle jordvolde fra hovedvejen, men det var først da vi kom ind bag dem at vi kunne se at de bare forsatte og fortsatte. En tur på internettet fortalt os at voldene var ca 5 km lange og bag dem havde der fra 800 til 500 fvt ligget en ret stor by.
Vi fik manøvreret bilen til rette på en lille forhøjning ved en lille sø og her tilbrage vi så den første nat. Vi havde kørt af en lille grus/støv vej derned og da det om natten begyndte at regne voldsomt havde jeg "onde syner" om en total mudret vej som vi aldrig ville komme væk fra.
Vi vågnede dog op til en dejlig morgen og spiste morgenmad i det fri. Ved hjælp af en træklods som jeg oprindeligt at havde bygget til donkraften fik vi klodset bordet op i læ af passasagerdøren og her kunne vi så tilberede morgenmaden.

Voldanlægget



Første morgen i bussen



Morgenbuffet i solen



Der efter gik turen videre til Buky Canyon som er et almindelig kendt udflugts mål. Det skulle være meget overrendt i weekenden men denne mandag var det fint. Vi havde lidt problemer med at finde slugten og måtte spørge om vej i en lille købmandsbutik. Da vi kom ud til bilen igen ville den ikke starte.
Jeg prøvede 5 gange og det skete absolut ingenting. Ikke engang et lille klik fra starterrelæet kunne det blive til. Efter at have rokket lidt med bilen prøvede jeg igen og så startede den endelig og vi kunne køre videre til vores bestemmelsessted.

Vi parkerede lidt nede af en vej kort fra slugten. Man kunne køre endnu længere ned men jeg skulle ikke nyde noget. En fyr med krykker kørte dog ufortrødent sin Lada dernede. Jeg håbede at jeg vil være der når han skulle op igen...

Slugten var meget imponerende og der var et vandfald, men som alle andre populære steder i Ukraine var der affald overalt. Nadia og hendes søster fandt en pose og begyndte at samle alt sammen på deres vej. På den måde blev posen hurtig fuld. Da posen var fuld fandt vi en hel affaldssæk som var næsten fyldt. Vores pose kom oven i og så påtog jeg mig som den gentleman jeg jo er... at slæbe sækken op af slugten til et sted hvor der var opstillet nogle tønder til affald.

Buky slugten



Buky slugten



Buky slugten



Buky slugten



Buky slugten - der bades



Der var også resterne af et vandkraftværk i slugten. Angiveligt det første i Ukraine.
Første blev vandet transporteret i kanalen og så ledt ind i nogle rør med meget fald for endelige at blive ledt i turbinerne og ud i floden igen.

Kanalen



Resterne af rørene



Kraftværket direkte ved floden



Jeg havde brug for at skype både mandag og tirsdag med mine kollegaer og da internettet via vores trådløse hotspot ikke var ret godt måtte jeg køre op i landsbyen som lå meget højere og der lykkedes det at få godt nok signal til at afviklet opkaldene.

Jeg fik også opfyldt mit ønske mht at se den gamle Lada kæmpe sig op af slugten, for da jeg kom tilbage efter affalds-samle-gåturen stod Lada manden og hele hans familie omkring bilen, som nu holdte endnu længere ned i slugten, klar i skubbe positur. Jeg kiggede lidt på spektaklet og satte mig inde i bilen for at køre væk. Da jeg startede motoren satte en af Lada folkene i løb op mod mig. Jeg kravlede ud af bilen og kom ham i møde. Da han var tæt nok på sagde jeg : "Goddag - nej jeg kører ikke der ned med min bil". Det ville han heller ikke han ville bare gerne låne mit bilbatteri. Jeg har to ekstra med som vi bruger til at lade telefoner etc fra og gav ham det ene.
De satte batteriet i men Lada'en havde ikke sådan tænkt sig at starte lige med det samme, men efter en 3 - 4 ihærdige forsøg fik de den i gang. Hele familien begyndte at skube og efter et par meters skuben kom der gang i tingene og føren kunne køre op i højlandet igen. Jeg gik hen for at få mit batteri igen. Efter det var pillet ud af bilen kom det originale batteri til syne. Det ligende mest af alt en smeltet isvaffel og men skulle hvis være super optimist for at tro at det batteri kunne starte en bil...

Den smadrede Lada holdte ved siden af os da vi vågnede...



...den havde ikke klaret en tur hos bilsynet - hullet forreste i billedet skulle have været et firkantent jernrør ligesom det langsgående...



Næste stop var Sortehavet. Vi var godt 300 km derfra, men vejen derned er med to spor i begge retninger og den er i ganske udmærket stand.
Det var en varm dag og det så ud som om en stor del af den ukrainske bilpark havde bestemt sig for at bryde ned. Vi så et utal af privat biler hvor ejeren stod og skruede og også et par lastbilen hvor en eller flere var i gang med at få køretøjet farbart igen.
Har du en bil i Ukraine er du også som regel nød til at kunne agere vejsidemekanikker...

Vi undlod at køre ind til Odessa og fandt en landsby/forstad hvor vi kunne sove med udsigt ud over Sorthavet og indover Odessa.

Næste dag fandt vi noget som jeg troede var en campingplads men mere var en slags privat strand, eller i hvert fald et kæmpe område ved havet hvor man for 8 kr kunne finde en plads og opholde sig hele dagen. For ydeligere 5,50 kr ladede han vores bilbatteri op som vi bruger til opladning af telefoner etc.
Jeg havde en del arbejde den dag hvilket var lidt ærgerligt men den var dog en meget formildende omstændighed at man kunne svømme i Sortehavet i pauserne.

Sorthavet fra landsiden...



...og fra vandsiden



Min bil er fra 1986 så den er over 30 år gammel. Jeg har været en del på værksted den sidste tid men jeg har ingen illusioner om at noget kan og vil gå i stykker på denne tur så for at være i plus på karmakontoen prøver jeg at hjælpe hvor jeg kan. Så da jeg så en fyr stå i vejkanten med et tov i sin lille Fiesta stoppede jeg for at høre om vi kunne hjælpe. Han ville gerne til Mikolaiv (40 km derfra) hvor vi også var på vej hen så jeg bandt ham fast til vores anhængertræk og så kørte vi afsted. Jeg havde dog meget stor problemer med at trække ham så jeg holdt ind til siden og spurgte om han havde motoren koblet til fordi han ville prøve at starte den. Det havde han og jeg sagde at det kunne han godt glemme. Jeg skulle nok trække ham men ingen overbelastning af min gamle bil.
Vi havde ham på slæb ca 15 km på en ret trafikeret vej men det gik nogenlunde. Da det på et tidspunkt gik meget ned af kunne jeg mærke at han igen koblede motoren til men det var fint så slap jeg for at bremse og da vi kom helt ned af bakken dyttede han vildt og jeg stoppede og kunne konstatere at han havde fået gang i motoren. Vi koblede ham af og han sagde pænt tak og så kørte vi videre.
Helt uden nogen form for planlægning endte vi midt i gågaden i Mikolaiv så vi parkede bilen og tog os en lille byvandring. På et tidspunkt da vi gik forbi en restaurant hviskede Nadia til mig at hun mente at havde hørt nogen sige "Farvel" på dansk. På tilbage turen gik vi helt tæt på restaurantens terrasse og der sad ganske rigtig to danske mænd og talte jydsk med hinanden. Jeg gav mig dog ikke til kende, men noterde mig bare at det var første gang jeg tilfældigt havde mødt danskere i Ukraine.
Det var blevet tid til at finde et sted at sove så da vi endelig var kommet ud af Mikolaiv som er ret stor drejede vi ned af en sidevej mod floden Dnipro. Vi kunne dog ikke komme helt ned til vandet men der var en feriekoloni lige inden vandet og over for den parkerde vi og sov helt fredeligt.

Næste dag kørte vi mod Kherson. Efter en landsby delte vejen sig i to men GPS'en kendte kun en af dem. Jeg valgte den som var tættest på vandet og vi kørte ca 5 km af halvdårlig vej. Så kom der en landsby og så sluttede vejen selvom GPS'en mente at jeg bare skulle fortsætte ligeud.
Her ved "verdens ende" stod der dog en mindre forsamling af ældre landsbybeboere så vi spurgte en af dem om vej og han kunne fortælle os at vi skulle have taget den anden vej...

Den anden vej var endnu ringere. En del af den havde man fuldstændig opgivet og i stedet fyldt grus på. Det er også meget rarere at køre på en grusvej en en hullet asfalt vej. Hullerne i en grusvej bliver nemlig ikke så "skarpe" som på en grusveje hvor de er mere runde og "behagelige".
Efter gruset kom asfalten tilbage men den var så hullet at der i begge sider af vejen uden af asfalten var blevet lavet et sæt hjulspor som man i stedet kunne bruge.

Da vi havde kørt ca 20 min på denne elendig vej (som slet ikke fortjente den betegnelse) fik jeg nok og vi stoppede i vejsiden og begyndte at tilberede morgenmad. Pigerne mente åbenbart at vores lille rullende hjem trængte til en større omgang for pludselig var vejkanten fyldt med madresser, puder, tæpper osv.
Da den først bil i samme retning som vi var parkerde kom blev det dog klart at vi måtte omorganisere lidt hvis vi ikke ville have støvet alt til.
Det var et utrolig hyggeligt morgen stop et helt uventet sted.

Hovedrengøring



Og her lidt perspektiv på hovedrengøringen



Vi tilbragte formiddagen ved vandet hvor jeg fik samlet en halv bærepose med glasskår som havde ligget i vandet i lang tid. I mangel af underholdning lavede jeg så et fakir show hvor jeg gik på glasskår.

Dagsstop



Vi kom også til Kherson men det var så varmt at vi kun kunne liste rundt i den lokale park så efter at have provianteret satte vi kursen mod Europas eneste ørken (jo, ja, tjaa).
Egentlig var byen slet ikke så spændende men alligvel er her nogle billeder derfra...

Skrot til det lokale fængsel i Kherson som bliver lavet om til landsbrugsredskaber etc.



En dame sælger "Kvas" (limonade lavet på brød... - det smager faktisk godt) fra en USSR "Automat". Jeg spurgte damen om jeg måtte fotografere indvendig, men det fik jeg ikke lov til.



Bag på traileren står der : "No signal" - det er nu ikke nogen sjældenhed, men ejeren har nok tænkt at man med sådan en ny trailer godt kunne forvente at lysene virker... :-)



Da vi næsten var nået frem til den landsby som skulle ligge i nærheden af ørkenen kunne jeg ikke få bilen ud af 4. gear og da det så endelig lykkedes var det ret tydeligt at den gearstang jeg havde i hånden ingen forbindelse havde med selv gearkassen. Da bilen nu var i 4. gear og vi holdt stille halvejs ude på vejen måtte jeg have pigerne ud for at skube mens jeg selv sad og holdt koblingen nede så man rent faktisk kunne flytte den.

Efter lidt roden under bilen var det ret tydligt hvad der var galt. Den stang som går under bilen og forbinder gearskifteren med gearkassen (som sidder i bagenden af bilen) hang bare og flagrede i luften og var faldt af gearkassen.
Stangen bestod af tog dele og ved at løsne samlingen mellem de to kunne jeg få alt på plads igen og vi kunne køre videre. Vores forsøg på at finde ørkenen slog dog fejl. Vi endte i stedet på en flink mands gårdsplads som kunne fortælle os at der ca 7 km herfra var en landsby lige ved floden hvor man kunne campere og svømme i floden. Når man ikke har bademuligheder i bilen er ferskvand i rigelige mængder et kæmpe plus når man skal overnatte.

Vi fandt landsbyen og floden som også var populær bladt de lokale. Her blev både fisket og svømmet.
Den næste dag ville vi i ørkenen men vi havde også aftalt at mødes med Monty og Natalia (min amerikanske kammerat der kører rundt i Ukraine på motorcykel). Vi tog en rolig morgen, formiddag og da vi endelig var klar til at lede efter ørkenen ringede Monty og sagde at han var ca 30 km væk. Vi fik pakket sammen og kørte om i mod hovedvejen hvor vi havde aftalt at mødes.
Da vi kom til hovedvejen kunne jeg konstatere at gearskifteren igen var helt uden funktion. Jeg stoppede bilen for hurtigt at kravle ind under bilen og manuelt sætte den i 2. gear for at kunne køre til et bedre sted at parkere. Da jeg vil starte bilen skete der igen ting. Så pigerne måtte igen ud for at skube - og bedst som de var igang med det kom Monty og Natalia kørende - hvilken gloværdig måde at mødes på... ;-)
Efter lidt banden fik jeg dog bilen startet og vi kørte til en lille parkeringsplads (i 3. gear - hvis man filer lidt på speederen kan man godt starte i 3 gear...). Her fik jeg igen gearskifteren til at virke og vi kørte mod ørkenen. Vi spurgte om vej et par gange og kom ind af en sandet vej. På et tidspunkt var den så sandet at jeg stoppede for at finde et sted at parkere hvor jeg også ville kunne komme væk fra igen.
Da jeg syntes jeg havde fundet et sådan kørte jeg der ind - og bumb sad bilen fast. Jeg tænkte at nu holdt vi jo så godt her så kunne vi da lige så godt blive holdende...

Vi begyndte vores ørken vandring til fods. Det var meget varmt (36 grader) men rigtig ørken kunne vi ikke finde - der var alt for mange træer. Tilsidst gav vi op og vente tilbage til bilen. Jeg gravede hjulene fri og startede bilen, Monty gjorde sig klar til at skube, og så rullede jeg baglæns ned mod vejen igen indtil bilen igen sad fast og gik i stå... Denne gang ville den dog slet, slet ikke starte.
Så jeg tømte bagagerummet for at komme ned til motoren (som sidder bag i). Jeg troede egentlig at mit start problem var strøm relaterede og kunne afhjælpes med et startkabel og et ekstra batteri fordi de gang jeg havde haft start problemer havde det hjulpet at fra koble min ekstra blæser og min laptop lader, men efter at have målt på batteriet kunne jeg se at det var i topform.
Startrelæet var det næste som stod for skud. Jeg gav Monty mit multimeter (han er elektrikker så det var vel mest rimmeligt at han skulle stå for denne del af arbejdet) og bad ham måle på styreledningerne til relæet for at se om han kunne måle noget når jeg prøvede at dreje nøglen.
Jeg drejede nøglen og motoren sprang igen. "Monty kunne det måle noget?", spurgte jeg. "Nej sage han, jeg blev så forskrækket da motoren startede". Så meget klogere var vi ikke men i det mindste kørte motoren igen og efter lidt grave arbejde var vi igen på fast grund. Sammen kørte vi retur til vores "campingplads" ved floden.
På vejen stoppede vi for at købe ind og det samme gentog sig med motoren: Bil kan ikke starte, Monty skal måle, bil starter, Monty bliver lidt forskrækket og kan intet se på multimeteret.

Velankommet ved floden piller vi styreledningerne af start relæet og renser dem og monterer dem igen med noget antikorrisionsfedt. De to udførte test forsøg af starteren er givet et tilfredstillende resultat.
Jeg tilbringer også en del tid under bilen med at prøve at få justeret gearkassestangen så den ikke falder af. Det resultere i at jeg næste dag ikke kan skifte gear da jeg har fået ødelagt kalibreringen. Underligt nok kan man godt skifte gear når motoren er slukket men lige så snart den kører er det intet at gøre.
Vi har dog en aftale om en rundvisning i ørkenen så med lidt roden rundt finder jeg ud af at jeg godt kan "finde" nogle af gearene hvis jeg arbejder "lidt til venstre" for den skiftekulisse som gearskifteren normalt arbejder i.
Mens vi venter på vores guide roder jeg igen med bilen og har mere held denne gang. Gearskiftet føles bedre end nogen sinde.

Vi får en 45 min gåtur rundt i "ørkene" efter først at have kørt efter guiden ca 5 km af sandede veje hvor Monty af og til kæmper lidt med motorcyklen.

Mod ørkenen



Jeg er lidt skuffet over "ørkenen" som minder utrolig meget om den jydske vest kyst. Der er meget vegetation og ikke så meget sand. Vores guide indrømmer også at han intet ved om historien her og om naturen...

Ørkenen



Ørkenens døtre...



Efter vores ørken vandring vil vi følges med Monty og Natalia op til en landsby hvor beboerne oprindeligt stammer fra Sverige og der skulle angiveligt være et typisk svensk særpræg. Efter en pizza pause falder gearkasse stangen dog af igen... Derfor tager vi afsked men Monto og Co og aftaler at mødes senere ca 7 km væk hvor der er en vinfabrik med rundvisninger. De vil i mellem tiden tage til den "svenske landsby" og jeg vil prøve at finde ud af hvad der er galt med bilen. Da jeg for 5 gange ligger og kigger på min smukke bil fra undersiden ser jeg at der hænger en knækket "strip(s)" eller kabelbinder eller hvad de plastik ting hedder som politiet også tyer til når de er løbet tør for håndjern.
Jeg har ikke lagt mærke til den før men det er ret tydligt hvad dens funktion har været, nemlig at gribe gearskifterstangen inden den falder af gearkassen. Dette problem er altså en gammel svaghed og det eneste nye er at den "strips" er knækket og derfor falder stangen helt af og gearskifter holder op med at virke.
Nadias søster bliver sendt i byen efter "strips" og jeg prøver at lave en bedre løsning med et spændebånd noget fedt og en snor. Da det er på plads tager jeg ud for at lede efter "søster" og finder hende i en reservedelshandlen hvor hun har fået personalet til at ringe rundt til alle byens værksteder for at se om nogen kan hjælpe os. Jeg siger at alt er godt nu, men at det kunne være rart med nogle strips til at sikre mit nye klamp huggeri...
Vi får købt nogle "strips" og fyren vil også gerne sælge os et spændebånd men det afslår jeg pænt.

Da vi ankommer til vinfabrikken finder vi Monty og Natalia som lige er ankommet. Den svenske landsby var ikke specielt svensk selvom de dog stadig holder gudstjenste på svensk.
Vinfabrikken er dog lukket for rundvisning for i dag og det er også ret dyrt efter ukrainsk målestok, specielt hvis man vil have noget at drikke på rundsvisningen (ca 80 kr pr mand).
Vi køber dog noget vin i deres butik og så slår vi lejr ved floden.

Lejrliv



Lejrliv



I skrivende stund har vi sagt farvel til Monty og Natalia og er kørt ind i landet lidt i retning af vores hjem. Nadia skal arbejde torsdag morgen (i dag er det søndag) og vi har ca 1000 km at køre og det skulle gerne være en fornøjelse og ikke et racerløb på de tiltider dårlige veje. Monty har udstyret os med nogle GPS koordinater på flere smukke steder på vores vej.