11. februar 2017 - Khmelnytsky



Der er nogen dage der er bedre end andre. Fredag var en god dag. Jeg skulle endelig hente min "nye" 30 år gamle VW T3 bus. Jeg havde prøvekørt bussen ugen før så egentlig var det jo lige til. Tage bussen (den fælles som man køber billet til) de 120 km op til hvor ejeren bor. Betale bilen, omregistrerer den og så kører hjem. Egentlig lige til men jeg har efterhånden været så længe i Ukraine at jeg ved at man aldrig kan sige om noget vil gå nemt eller ej. (der er aldrig noget der går nemt når det offentlige er involveret i Ukraine - hvis man er heldig er det bare i det mindste ikke fuldstændig håbløst og ineffektivt...)

Når men jeg springer direkte til det vigtige :

Endelige igen VW T3 ejer


Min søde kone havde aftalt med ejeren af Folkevognen at vi ville komme med bussen (altså den fælles som man køber billet til...) omkring kl 11:00 og han skulle hente os på stationen. Turen derop gik fint. Buschaufføren kørte godt til i sin gamle bus af Østeuropæisk herkomst. Ejeren kom som aftalt og hentede os og sammen kørte vi til motorkontoret. Det så ud som de fleste andre offentlige bygninger her, dvs lidt gammelt men nogen lunde "pænt" udefra og gammelt og nedslidt indenfor.
Først skulle identiteten af køber og sælger fastslåes og dokumenteres med attesterede kopier af identifikations dokumenter. Midt i det hele kom der en anden fyr ind han gav hånd til alle i rummet incl. mig - det har jeg aldrig prøvet før på motorkontoret...

Sælgeren af bilen var forsvundet men vi fik at vide at han var udenfor. Ude på parkeringspladsen stod en mand i en offiel jakke hvorpå der stod "Ekspert" og havde travlt med at kigge efter et eller andet i motorrummet (formodentlig et stelnummer) på den smukke grønne bus som jeg snart skulle blive ejer af.
Efter en længere omgang og tilkald af en ekstra mand var de dog tilfredse og vi gik ind igen på kontoret.

Eksperterne undersøger bilens identitet


Så skulle der betales et gebyr (som man heldigvis kunne betale direkte på kontoret - tit og ofte kan man ikke betale på de offentlige kontorer men skal hen i en bank - aldrig den som ligger i nærheden men helst en i den anden ende af byen og som regel er gebyret til banken større end det gebyr man skal betale til den offentlige myndighed). Da det var betalt gik vi ind på et kontor hvor der var et stort skilt på døren hvorpå der også stod "Ekspert" (sådan et vil jeg også have når jeg engang får mit eget kontor...)
Her blev der underskrevet lidt papirer og dermed var bilens identitet slået fast og vi kunne gå tilbage til det første kontor igen. Her blev vi sendt afsted igen for at betale endnu et gebyr (for nummerplader samt omregistrering).
Da vi kom tilbage med kvitteringen var alle papirer klar til underskrift. Kontormanden havde meget travlt med at vi ikke skulle læse hvad der stod i det papirer. Vi skulle bare underskrive. Da Nadia insisterede på at læse dem igennem fandt hun da også noget interessant. Bilens ejer havde skrevet at salgsprisen for bilen kun var ca 1/8 af det vi reelt skulle betale for bilen.
Grunden til at man skal angive værdien er at der er en 5% skat på salgsprisen til gengæld betaler man så heller ikke ejerafgift eller "grøn" afgift. Ejendomsskat kører på samme måde. Man betaler ikke noget under ejerskabet men når man sælger skal man betale en 10-15% af købesummen i afgift.
Nadia insisterede på at hun vil have den rigtige købspris i kontrakten. Kontormanden synes ikke at der var nogen grund til det(???), men da ejeren lidt efter kom ind på kontoret gik han med til det uden nogen form for diskussion.

Vi fik registreringsattesten som er et lille plastikkort i kreditkort størrelse udleveret og nu var vi så egentlig ejere af kørertøjet. Vi havde dog stadig ikke betalt og "ejeren" satte sig også bag rattet igen og kørte os hen til et lille skur hvor han og en anden mand gik igang med at monterer de nye nummerplader. Med dem på plads kørte han os ud af byen. Der lå en del sne så den effektive bredde af vejen var ikke ret stor så da der kom en modkørende ambulance sagde det "BANG". Heldigvis var det kun sidespejlene som havde ramt hinanden så efter lidt snakken med ambulancefolkene kørte vi videre.
Uden for byen stoppede ejeren bilen. Vi gav ham pengene og ønskede hinanden held og lykke og så var vi på egen hånd.
Da vi var kommet med bussen havde vi set at der var en politi kontrolpost i en stor rundkørsel ca 10 km før byen. Nadia var lidt bekymret for om vi ville blive stoppet da jeg kun har mit danske kørerkort som ikke er gyldig her. På vejen ud mod kontrolposten stod der en dame som gerne ville have et lift. Hende tog vi med. Jeg tænkte at skulle vi blive stoppet var det godt at have en ekstra på vores side. Og når man lige er blevet ejer af en bus med 9 sidepladser kan man jo heller ikke lade en dame stå og fryse i vejkanten.

Ja da - her kører det.


Det gik selvfølgelig sådan at da vi kom til kontrolposten blev vi vinket ind til siden. I kampens hede kom jeg til at kvæle motoren. Jeg fik dog rullet vinduet ned og hilst på betjenten. Han spurgte om jeg kunne tænde for lyset. Jeg scannede instrumentpanelet med øjnene og fandt ret hurtigt knappen og trykkede "tænd". Betjenten kiggede på forlygterne som åbenbart virkede fint og spurgte hvorfor jeg ikke havde tændt dem før. Jeg anede ikke at man bruger kørerlys i Ukraine for alle de biler som jeg har set inde i byen hvor jeg normalt færdes har aldrig lys på. Det kunne jeg dog ikke så godt sige til den flinke betjent så i stedet sagde jeg at vi lige havde købt bilen i dag. Nå fint nok sagde han så - god tur. Ingen spørgsmål om kørerkort eller forsikring (som jeg heller ikke var helt sikker på var i orden...) - puha.

Glad ejer - bemærk BMW M omdrejningstælleren


Turen hjem gik fint. Lampen til kølervæske begyndte godt nok at blinke men da motor temperaturen var fin lod jeg som ingenting. Den gik dog også ud igen. Undervejs ringede den tidligere ejer for at høre hvordan det gik, han havde på alle måder været en flink fyr og hans opkald understregede dette. Han bad os om at ringe når vi var kommet hjem og det skyldtes at han ikke troede at bilen ville klare turen eller om han bare var lidt bekymret for om den dumme dansker kunne finde ud af at kører sådan en gammel bil på de sneglatte veje ved jeg ikke. Det var nok lidt af begge dele.
Vejene i Ukraine er af en anden kvalitet end vi er vant til fra vest-europa så jeg lå og kørte slalom mellem hullerne. Når jeg engang imellem alligevel ramte et hul kun jeg føle bilens smerte.
En gennemsnitlig ukrainsk hovedvej (jeg vil slet ikke komme ind på kvaliteten af de småveje...) er hullet i en sådan grad at man som forkælet dansk billist ikke har fantasi til at forestille sig det.
Den første ukrainske joke jeg hørte lød nogen lunde sådan her: Hvad er forskellen på den Ukrainske spritbillist og den tyske ditto. Den ukrainske kører lige ud... - i modsætning til den ædru ukrainer som ligger og kører slalom mellem hulleren.
Jeg var meget tilfreds men bilens opførsel og jeg fik ikke brug for mit medbragte topnøglesæt og reperationshåndbog. Motoren gik godt. 3. Gear er ikke helt i top men det havde sælgeren heller ikke lagt skjul på. Det kræver at man holder fast i gearstangen når man kobler til og når man motorbremser i 3. hopper den også nogen gange ud af gear. 30 år, de første ca 25 i Tyskland og de sidste her, har selvfølgelig sat sine spor. Selve bilen ser pæn ud men den er også relativt nylakeret. Jeg har ingen illusioner, sådan en gammel bil ruster, men jeg tænker jeg har råd til at få den ordnet. En dansk (billig) værkstedstime koster mere end en ukrainisk pensionist får om måneden i pension.

På landevejen


En så gammel bil med så meget sjæl skal selvfølgelig have et navn - min gamle T3'er hed "Tøffe" fordi den tøffede langsomt afsted. Min nye bus har en bedre aerodynamik og en større motor. Det er en 1,9 L uden turbo som er væsentlig nyere end resten af bilen. Så selvom den ikke er nogen sprinter så er den alligvel ingen "Tøffe II". Min kone hedder "Shevchuk" til efternavn - jeg ved ikke helt hvordan jeg kom på det, men idag kom den nye bus altså til at hedder "Shev-tuk" - som en "tuk-tuk" knallert taxi fra Indien.

Bilen er nu forsvarligt parkeret i en døgnovervåget parkering - 1,5 km fra vores hjem. Der passer en mand og en sur hund på min og også svigerfars bil (nå ja og mange andres biler). Det koster den nette sum af 1,5 kr i døgnet...