Settimo Vittone - ca 70 km nord for Torino

N45*33'54 - E7*49'00 Torsdag den 16. september

Her til morgen var det tid til at forlade Frankrig. Først tog vi dog i supermarkedet for at proviantere. Specielt de ting som man måske ikke kunne få i Italien skulle hamstres - så vi købte 3 pakker havregryn (som kun findes i én variant og ét mærke i Frankrig) samt to Tintin tegneserier på fransk. Således klædt på til rejsen tog vi afsted.
Vi havde valgt den korteste vej til Italien, dette var en landevej som førte i gennem skibyen La Rosiere og videre op til passet Petit Sankt Bernard i ca. 2200 meters højde. Jeg havde set på kortet at der var en del hårnåle sving derop samt at den største stigning var på 9%. Bilen er godkendt til at trække en påhængsvogn på 1200 kg på en 12 % stigning, men som der står i manualen skal man ikke prøve at udnytte disse vægtgrænser helt ud da disse godkendelser er foretaget ved havetsoverflade og ikke i 2 kilometers højde hvor biler og mennesker fungerer lidt dårligere pga den tynde luft. Nuvel campingvognen vejer lige under et ton så med 200 kg og 3% margens skulle det jo nok gå. Alligevel brugte jeg lidt tid på at vægtoptimere vogntoget, det eneste der kunne undværes var dog vores reserve vandtank på 15 liter. Der udover tømte jeg også toilettets tank så vi ikke skulle slæbe mere l... end nødvendigt...

Barbara og en sød 'Sankt Bernard'



Turen gik dog fint og var rigtig flot. Da vi nåede til passet skulle alt fotodokumenteres og vi drak en kop kaffe og spiste lidt kage i campingvognen da alle beværtninger var lukket. Heroppe i højden var vejret dog temmelig koldt, ca 10 grader.

På kortet havde det set ud som om at mængden af hårnålesving var størst i Frankrig på vejen op mens vejen ned i Italien var mere jævn. Dette viste sig ikke at holde stik. Det gik temmelig meget ned af og det med en masse sving - så vi tog en lille hvile pause på vejen ned så campingvognens påløbsbremser lige kunne køle af.

Col du Petit Sankt Bernard 2188 m og en gammel campingvogn



Vi have egentlig regnet med at køre helt til Como Søen denne dag men da vi efter ca 5 timer incl pause kun var nået ca 140 km fandt vi en campingplads hos en gamle italiensk dame.
Alle campingvognene her havde et fast træskur som fortelt og vognene så ikke ud som om de nogen sinde var ude at køre.
Over for os boede et ældre hollandsk par. Vi nikkede lidt til hinanden men det blev ikke til nogen samtale. Om morgenen da vi skulle afsted havde vi lidt problemer med at få campingvognen på krogen. Der manglede lige 5 cm så vi stod og hev i vognen. Dette så den hollandsk mand og ville hjælpe, så han gik om bag vognen og skulle rigtig til at skubbe på da Barbara og jeg begyndte at råbe no, no. Jeg kunne stadig huske sidst en hollænder ville hjælpe os med at skubbe - da kostede det en bule i campingvognen og nu var det næsten 100% sikker at mandens hjælpende hånd ville føre til en bule i bilens kofanger. Det er nemlig ret svært at skubbe en campingvogn lige præcis 5 cm når man står bag ved den...
Hollænderen blev meget fornærmet over at vi ikke ville have hjælp. Barbara prøvede at forklare at det ikke var ondt ment. Men han gik bare ind i sin campingvogn og var sur...

Fin kirke i nærheden af campingpladsen



Garlate ved Como søen

N45*48'56 - E9*24'03 Fredag den 17. september

Vi ville gerne nå til Como søen idag - og det kom vi da også. Dagen i dag var dog noget hårdere ved materielet end igår. Specielt koblingen måtte stå model til lidt af hvert. Vi kørte op af en bjergvej, en befærdet hovedvej hvor der stod et skilt som advarede om 10% stigning. Da vi havde kørt lidt gik trafikken så helt i stå. Da vi skulle igang igen måtte der files noget på koblingen. 20 meter senere i et sving gik trafikken så igen i stå. Da vi skulle igang denne gang var der ingen af os der var i tvivl om at koblingen var varm - men vi kom da igang...

Da det blev tid til middag fandt vi en landevejsrestaurant hvor man kunne få pizza - det var rigtig lækkert. I mens vi ventede på pizzaerne spiste vi en lækker variant af de italienske brødpinde (jeg ved ikke lige hvad de hedder) og Barbara kunne ikke lige spise hele sin pizza - så da jeg havde fået gjort rent bord - var jeg meget mæt. Så ingen dessert til os men bare en espresso som virkede noget stærkere end den franske variant - men god var den.

Karavanen foran landevejspizzariaet



Efter at have været en tur igennem Como by for at finde en campingplads (som ikke var der) trængte vi til en is. På tankstationen hvor vi fik denne, rullede Barbara sig ud på italiensk og spurgte om hvor man kunne finde en campingplads og her er vi så nu. 10 meter fra Como Søens bred - rigtig dejligt. Adgangen til vandet er dog spærret med en låge, men jeg kunne da lige klatre over da det var blevet mørkt og få dyppet tæerne. Foran vores vogn står der en trailer med kajakker så jeg håber at det kan blive til en lille kajaktur i morgen.

Lørdag den 18. september



Fredag aften kom jeg til at sige højt at det kunne være hyggeligt hvis det ville regne lidt og 10 minuter senere begyndte det så. Da vi vågnede i morges regnede det stadigvæk. Så var der lige tørvejr en time eller to. I hvert fald var det tørt så længe at jeg begav mig ud på søen i kajaken - og så begyndte det at regne igen og det gjorde det så hele dagen - så man tilsidst var lidt i tvivl om hvor søen startede og campingpladsen begyndte...

Kajaktur

Ved middagstid ville jeg ud at handle så vi hoppede ind i bilen, men kunne ikke komme ud fra campingpladsen da bommen var nede. Her i Italien er Siestaen (eller hvad man kalder middagsluren her) hellig og der skal man ikke køre ud og ind af campingpladsen.

Punta Sabbioni - øst for Venedig

N45*26'24 - E12*25'15 Søndag den 18. september

Jeg startede morgenen med en kajaktur på en flot sø uden regnvejr - og så gik turen mod Venedig.
Vi tog motorvejen da vi skulle tilbagelægge små 300 km hvilket godt kan tage lidt tid på de små veje.

Jeg havde fundet denne campingplads på halvøen nord-øst for Venedig som lå 700 meter fra færgen til Venedig. På vejen herud kom vi nok forbi de første 30-40 campingpladser så et sted at sove skulle vi nok have fundet.

Venedig - hvad kan man sige om den som ikke er sagt - intet tror jeg. Men dejligt var det i hvert fald. Den første aften mødtes vi med en af Barbaras kollegaer fra deres udviklingsafdeling i Ukraine. Han var på ferie med sin kone og deres 2 årige søn Nikolai - som var den helt store charmør - indtil han til sidst var så træt at han ikke kunne stå op mere.
Inden vi mødtes med dem kl 20.00 på Markuspladsen var det lykkedes os at fare vild i Venedigs små gader. - Det samme brugte vi de to næste dage på. Gå rundt, fare vild. Og når vi var for trætte til at gå mere hoppede vi på vandbussen.

Venedig



En Venezianerinde?



Politiet til vands



Udsigten fra en lille fortovsrestaurant



Det plejer altid at være mig der, hver gang vi kommer til et dejligt sted, spørger om vi ikke skal flytte her hen. I Venedig var det dog Barbara der, inden vi overhovedet var kommet af båden, sagde nej hvor er her deligt skal vi ikke bo her? Jo hvorfor ikke. Et job som taxachauffør med egen motorbåd ville da ikke være dårligt - eller måske har de brug for en der kan reparere påhængsmotorer...

Venedig



Ravenna

N44*32'08 - E12*16'43 Onsdag den 22. september

Vi er nu kommet et stykke ned af Italiens vestkyst så vi nu befinder os ca. 15 km nord for Ravenna. Området her vrimler med campingpladser men man kan godt mærke at sæsonen er slut for de første 3 pladser vi kom til havde allerede lukket ned.

Campingpladsen ligger 100 meter fra stranden så vi kunne gå en lille tur ved vandet og få dybbet tæerne. Vandet var koldt men lufttemperaturen her er helt perfekt - ikke for varm ikke for kold.

I morgen kører vi ind i landet og målet er en lille by uden for Arezzo (der ligger lidt syd for Firenze). Her bor Marika som er Barbaras gamle penneveninde som hun har besøgt et par gange før. De har dog ikke haft kontakt i flere år men Barbara skrev en SMS og sagde at vi var i Italien - ja og nu skal vi altså ud og se det ægte Italien.

Caprese Michelangelo

N43*38'09 - E11*59'20 Torsdag den 23. september

Dagens mål var at komme næsten til Arezzo - og at få en god pizza. Det første lykkedes, det andet er der delte meninger om.
Til middag ville vi have en god pizza, helst fra en lille landevejsrestaurant. Vi fandt denne landevejsrestaurant beliggende ved et T-kryds i bjergene. Jeg kunne ikke finde en parkeringsplads, der var stor nok til bil og campingvogn så vi endte med at køre op ad en lille sidevej. Her fandt vi en stor parkeringsplads hvor vi kunne vende. Vi kørte retur til restauranten igen - jeg havde vist stadig en idé om at man kunne parkere der. Dette lykkedes dog ikke men da vi kom forbi anden gang så Barbara et skilt der viste at der lå en campingplads oppe ad den lille vej hvor vi havde vendt karavanen. Vi lavede en U-vending og kørte op til campingpladsen hvor der var Siesta fra 12.30 til 17.30 med absolut stilhed fra kl. 14.00 - 16.00. Vi parkerede campingvognen på campingpladsens parkeringsplads og kørte retur til restauranten. Tredje gang er vel lykkens gang. Uden campingvogn var det ikke noget problem at parkere. Desværre var køkkenet nærmest lukket og vi kunne kun få pasta og da vi spurgte om vi kunne sidde udenfor virkede kromutter lidt afvisende. Så vi sagde tak for kigget og kørte retur til campingpladsen. Klokken var nu 14.10 og vi havde ikke lyst til at sidde på parkeringspladsen og vente på at kontoret ville åbne om 3,5 time så vi bestemte os for at køre igen. Inden vi dog havde fået campingvognen spændt fast igen kom campingfatter ræsende ind på pladsen i sin lille gamle Fiat Panda - han sagde en masse på Italiensk som vi tolkede som om at vi bare kunne finde en plads med det samme - så det gjorde vi. Et par timer senere ville vi op og se om man kunne købe en is i receptionen. Nu var det en dame der var der. Jeg pejede på isskiltet og sagde 'Gelato'? Og damen svarede på bredt amerikansk "Yes we have ice cream - just choose one here". Hun var ægte amerikaner men gift med en italiener - jo, jo. Og jeg havde siddet og bladret i parløren for at kunne spørge om vej til en restaurant - nu kunne jeg dog lægge det italienske på hylden og tale engelsk i stedet.

Om aftenen tog vi ned til et pizzaria som damen havde anbefalet - ud fra mottoet: "Dette område er kendt for sin gode mad så alle restauranterne her er gode". Ja vel! Pizzariet reklamerede med at have 100 forskellige pizzaer. Det var ganske rigtigt et stort spisekort, men 'havets frugter' til Barbaras pizza havde de dog ikke som tjeneren beklagede meget. Han stod med bøjet hoved og foldede hænder og beklagede så Barbara skyndte sig at sige at det da ikke gjorde noget. Efter en ny bestilling fik vi vores pizzaer. Barbara var meget begejstret, jeg noget mindre. Om det skyldtes pizzaen som sådan eller bare det faktum at den ikke var så stor at en voksen mand kunne blive mæt af den var ikke helt til at sige. Nå, det var i hvert fald en god aften. Tjeneren der næsten havde været nede på knæ for at undskylde køkkenets manglende formåen var rar og smilende og da vi gik skulle han da lige give hånd til os begge. Om hans gode humør skyldtes vores beskedne drikkepenge eller udsigten til ferie (pizzariaet ville lukke pga ferie om to dage) skal jeg ikke kunne sige. På trods af at jeg også lige skulle have en tiramisu gik jeg igang med at koge ris da vi kom tilbage til campingvognen da jeg stakkel stadig var sulten...Men i morgen flytter vi ind hos ægte italienere så der skal man nok kunne blive mæt.

Subbiano

N43*38'09 - E11*59'20 Fredag den 24. september

Vi ankom til Marikas hjem uden for Arezzo midt på formiddagen. Først havde vi været ude at køre lidt bjergkørsel af småveje. Da vi var næsten nede måtte vi holde en pause fordi campingvognens bremser efterhånden lugtede grimt og var så varme at man ikke kunne røre ved hjulene uden at brænde sig. Efter 10 minuters pause kørte vi så de sidste 2,5 km ned til Subbiano hvor Marika hentede os og viste os op til hendes families helt nye hus. I den nederste del bor hendes mor og far og i lejligheden ovenpå bor hun selv med sin kæreste Leonardo. Huset er hegnet fuldstændigt ind og man skal igennem en automatisk låge når man skal ind med bilen. Leonardo kalder det for Alcatraz og den betegnelse er ikke helt ved siden af. Vi står uden for hegnet med campingvognen og på trods af at de lokale sover bag et stort hegn og en tyk yderdør føler vi os helt trykke.

Marika har læst engelsk på universitet, men pga den høje arbejdsløshed har hun ikke kunnet finde et job der svarer til hendes kvalifikationer så hun er fortsat med sit studiejob i et supermarked. Den store kontaktflade hun har der gør at hun hele tiden møder nogen hun skal hilse på. Vi gik en tur i Arrezzo som har en rigtig flot gammel bydel og pludselig hilser to yngre kvinder på hende fra en døråbning. De er en del af en kunstudstilling og de slæber os indenfor så vi kan se billederne. Da vi har set det hele insisterer de på at vi da også lige skal drikke et glas rødvin med dem - og spise lidt tapas - før vi kan gå videre...

Lørdag


Idag skal Marika arbejde men hendes kæreste Leonardo vil gerne underholde os. Han bliver ved med at sige at han ikke kan tale engelsk og det vil min tidligere engelsklærer nok give ham ret i, men man kan nu sagtens forstå hvad han siger og da han først er kommet igang er han slet ikke til at stoppe igen. Han tager os med ud til en vingård hvor en af hans kammerater arbejder - delvis som vinkælderarbejder og delvis som turistrundviser. Kammeratens mor er englænder så han taler flydende engelsk og viser os rundt i vinkælderen hvor vi da også får lov at smage på vinen i de forskellige stadier. Tilsidst får vi også lov at smage de færdige produkter men kun fordi han tilfældigvis havde nogle gæster igår, for vinsmagning står normalt ikke på programmet. Vi prøver to af deres vine. Da vi går giver han Leonardo resten af vinen - Leonardo takker mange gange og fortæller bagefter at den ene af flaskerne som vi prøvede og som han nu fik en halv med af, normalt bliver handlet for ca 120 euro flasken. Jeg må dog tilstå at jeg finder den anden vin til under en tiendedel lige så god - men jeg er jo heller ingen kender.

Vinkælder med guide



Vingården Galatrona



Om aftenen tager vi ud at spise med en af Marikas veninder som hedder Romina og har en rigtig hyggelig aften - jeg bliver så mæt at jeg må levne lidt af min hovedret - det er vist aldrig sket før.

Søndag den 26. september



Vi stod tidelig op dvs kl 9.00 da vi skulle på 'Messe' som Marika sagde. Det viste sig at være en krydsning mellem en landbrugsmesse og et dyreskue, tilsat en gang folkefest.

På vejen tilbage tog vi ind til den veninde som vi havde været ud at spise med aftenen før. Dette gjorde vi primært for at møde hendes mand Massimo (som er Marikas fætter), som var lidt syg og derfor ikke havde været med os ude at spise. Massimo og Romina bor i et gammelt stenhus ved en flod. Huset blev bygget omkring 1890 af sten som blev hugget ud ved flodbreden. Jeg stiller en masse spørgsmål angående måden at bygge på. Massimo er god til at forklare og han taler fortrindeligt engelsk så det er en fornøjelse at høre ham fortælle. Han og hans far er også hobby vinbønder så vi hører og smager også lidt af produktionen. Efter lidt vin og kaffe tager vi hjem - jeg kunne ellers sagtens være blevet en uge da jeg stadig havde en masse spørgsmål til alt fra højt til lavt.

Efter at være blevet vartet op i 3 dage med god mad og italiensk gæstfrihed spørger de søndag om vi ikke kan lave noget danske mad til dem. - Jo selvfølgelig, så om aftenen laver Barbara og jeg dansk middag som består af rejecocktail, frikadeller og is. Sovsen til frikadellerne bliver mere en pebersovs end en frikadelle sovs som vor mor lavede den. Men alt falder i god jord og sovsskålen bliver skrabet så ren at den næsten kan stilles direkte ind i skabet igen.

Italienerne er med rette berygtet for deres bilkørsel. Da jeg tog kørekort lærte jeg at man skulle holde to sekunders afstand til den forankørende: En kasse øl, to kasser øl. Jeg tror de lærer det samme i Italien. Her tager de det bare helt bogstavligt... De kører meget tæt efter hinanden.
Fuldt optrukne linier på vejen betyder ikke noget hvis man skulle få lyst til at overhale. På motorvejen så vi også to gange hvordan nødsporet blev brugt til overhalning - ved almindelig motorvejshastighed forstås.

Pisa

N43*43'31 - E10*22'54 Mandag den 27. september

Vi spiste morgenmad med Marika - så tog hun på arbejde - og så kørte vi til Pisa. Dette inkluderede en tur igennem Firenze med campingvognen - hvilket gik, men måske ikke ligefrem er anbefalingsværdig - det var dog meget facinerende at se hvor lidt plads en scooter skal bruge til at overhale. De kan virklig klemme sig igennem de mindste huller i trafikken.
Vi legede turister og fotograferede det skæve tårn som så ud som det skulle - nemlig skævt.

Torre Pendente - eller 'det skæve tårn i Pisa'



I Italien ser man ikke så mange afrikanere som i Frankrig, til gengæld virker det som om 80% af dem ernærer sig med gadehandel. Det har ført til at vi rutinemæssigt ignorerer alle sorte mænd fordi vi tror de vil prøve at sælge deres skrammel (den bedste salgsreplik hørte vi idag - "hi my friend buy this watch you will get 5 years of warrenty" - hmm hvor går man hen når uret går i stykker - det bliver i hvert fald lidt svært at finde sælgeren når man vil reklamere over det ødelagte ur....). Når man så engang i mellem møder nogen helt almindelig afrikanere bliver de også ignoreret og mistænkeliggjort. Vi synes at det er ubehageligt at vi reagerer sådan, men det må virkelig være slemt for den anden part og kan vel kun af dem tolkes som racisme.

Det er ikke meget man må i Pisa