Anncecy

N45*53'27,00 - E6*07'54 Ondag den 8. september

Vi endte med at blive på campingpladsen ved søen en hel uge. Den var skøn og vi havde tid til at fordybe os - ja det lyder fornemt.
Hver aften blev brugt i selskab med de to englænder John og Pat som var henholdsvis 78 og 75 år gamle. De fortalte en masse spændende historier og vi fik opfrisket vores engelsk og lært nogle nye ord - og så fik vi da også en invitation til at komme og besøge dem engang - dejligt at man sådan kan opbygge forhold på tværs af alder og nationalitet.



Fordybelse - forfatterspire ved søen



Turen til Annecy var smuk og ikke for lang. Vi havde egentlig planlagt at tage én overnatning på en autocamperplads der og se byen i samme omgang, men ved vejen ind til autocamperpladsen var der et campingvognforbudtskilt og et andet skilt med 20% stigning så vi valgte at tage ind på en campingplads som vi havde set på vejen og som lå i gå afstand fra Annecy og her blev vi i to nætter.

Til dem der ikke kender Annecy, er der kun et at sige, nemlig : Skynd jer at komme afsted! Vi snakker måske ikke Paris eller Venedig niveau men man er ganske tæt på. Byen ligger ud til og omkring den smukke grønne Lac d'Annecy sø. En flod og en kanal fra søen skærer sig igennem den gamle bydel, som på sine steder er så smuk at Barbara bemærkede at det jo nærmest lignede et postkort af den slags hvor alt er retoucheret perfekt. Når man står i byen og kigger ud på søen ser man samtidig Alperne som hæver sig i baggrunden. Ok nu skal jeg nok stoppe med det svulstige sprog - man er vel ingeniør og ikke poet!
Vi brugte i hvert fald en del timer på at gå rundt i den gamle bydel og rundt ved søbredden. Her kunne man leje motorbåde og vi var lidt fristet men blev enige om - kedeligt - at spare de penge.

Annecy - den gamle bydel



Da vi kom tilbage til campingpladsen var der et dansk ældre ægtepar som havde installeret sig ved siden af os. De var fra Nordjylland og var ganske sympatiske. Det er de første danskere som vi møder på hele vores tur. På campingpladsen i Paris så jeg godt nok en enkelt bil eller to med danske nummerplader men talte ikke med nogen.
Fordomsfulde som vi er tænkte vi at de sindige nordjyder godt nok var kommet langt hjemme fra. Det viste sig dog ikke at være første gang. Manden var nemlig gået på pension for et år siden men de sidste 35 år havde han arbejdet i udlandet som pilot. Først 15 år i Marokko, derefter nogle år i Canada. De sidste 10 år havde han arbejdet i Tyskland for UPS så han var vist så langt væk man kunne komme fra at være en hjemmefødning...
Han spurgte lidt til hvad jeg lavede og jeg fortalte hvordan tingene stod til, kort fortalt: Udlængsel! Og han sagde at man skulle gøre de ting man havde lyst til, det havde han altid gjort og man skulle gøre det hurtigt for livet er forbi før man får set sig om.
Kloge ord.



Lac d'Annecy



På campingpladsen var der også nogle rigtige stilfulde britter. Selvom man tager på camping kan man godt gøre det med stil og hvem gider køre Mercedes eller andre tysker taxier - nej så de havde skam en Jaguar til at trække deres kæmpe campingvogn med - så sådan kan det også gøres.

På dag to i Annecy tog vi på udflugt til Avoriaz som er en skisportsby som ligger sådan at man kan køre til Schweiz. Her skal jeg til vinter arbejde som skiguide og jeg ville da lige se hvordan byen sådan tog sig ud uden sne.
Turen der hen gik igennem bjergene i "Tour de Frances" fodspor. Barbara er en stor Lance Armstrong fan og hele vejen op til Avoriaz sad hun og kiggede på asfalten, hvor der stod alle mulige opmuntringer til rytterne for at se om hun ikke kunne finde et sted hvor der stod noget med Lance og til sidste fandt hun da også noget. På autoværenet stod: Lance = - og så noget ikke så pænt...

Avoriaz er en spøgelses by i september men vi fandt da to restauranter som havde åbent så lidt at spise fik vi da.

En alpevej



La Lechere - ved Valmorel N45*31'09 - E6*29'03
Fredag den 10. september

I dag står vi på en overnatningsplads til autocampere i La Lechere som ligger i dalen neden for Val Thorens. Pladsen her er lidt speciel fordi den også bliver brugt af folk som er i behandling på det Center Thermal som ligger lige ved siden af. Det er mig ikke helt klar præcis hvad behandlingen går ud på men på baggrund af navnet antager jeg at det er noget med varme bade - altså måske noget gigtbehandling. Nå det er måske ikke så vigtigt men det betyder at denne plads nærmest har nogle faste indbyggere, altså dem der skal behandles og deres ægtefæller. Ok - og nu et lille sidespring.

Bjergvandring



I vores campingvogn har vi et lille fint toilet. For at dette toilet ikke skal lugte alt for grimt af det der kommer idet, tilsætter man noget kemisk vædske som neutraliserer/overdøver den grimme lugt. Jeg havde købt en enkelt flaske af dette hos vores campingvognsforhandler i Esbjerg og den har været tom eller på vej til blive det i flere uger. Så jeg har ledt efter en erstatning.
Jeg har kigget efter campingvogn- eller autocamperforhandlere og på trods af at det vrimler med autocampere har jeg ikke set nogen der sælger dem siden vi forlod Nordfrankrig. Jeg har ledt i alle supermarkeder og et enkelt sted fandt jeg noget parfume til skyllevandet, men aldrig de rigtige kemikalier. Jeg har kigget i ALLE byggemarkeder og har drevet Barbara til vanvid fordi jeg også lige skulle se alt det andet som de havde der inde. Jeg har spurgt på et turistbureau hvor man kunne finde sådan noget stads. Jeg har været i div. sportsforretninger. Jeg har endda fået en sød fransk pige i receptionen på en campingplads til at søge på internettet uden resultat. OK - hvad så nu. Jo nu bestemte jeg mig for at den første franske autocamperejer jeg ser - ham spørger jeg. Han må da vide hvor man kan skaffe sådan noget.

Col de Madeleine - vi tog bilen, en 20-30 hollændere tog cyklerne



Låseby Svendsen slår til igen - denne gang på Col de Madeleine



Da vi kom til vores overnatningsplads i dag til middag ser jeg en ældre herre foran sin autocamper med franske nummerplader. Jeg tager den tomme kemikalieflaske med hen til ham for at spørge. Inden vi kan indlede samtalen må vi dog først have beroliget hans 3 hunde. Det vil sige den ene sover og er temlig ligeglad. Den anden en lille pudel springer op ad mig og vil klappes men er ellers stille. Den tredje gør som en vanvittig og prøver at bide sig fast i mig men den er da heldigvis bundet godt fast. Manden får dæmpet gemyterne og jeg få også lov at klappe den bidske hund som dog er meget nervøs og så vidt jeg kan forstå på ejeren går den ikke af vejen for at bide... Nå, men jeg spørger og forklarer på fransk og han spørger om jeg er hollænder. Det benægter jeg, men det er han, siger han. Det er godt nok 25 år siden at han flyttede til Frankrig men hollænder er han. Han fortæller en masse. Om sine hunde. Den sovende og den nervøse har han fået i Marokko og de har haft et hårdt liv indtil han adopterede dem. Jeg spørger om man kan campere i Marakko, og det kan man godt siger han, det er der rigtig mange europæere der gør om vinteren pga det varme klima.
Han viser mig også billeder fra da han var til fest ved den Marokkanske konge - samt billeder fra hans bedsteforældres gård i Holland. Det er alt sammen meget spændende - men hvad nu med det toilet? Jo siger han, man kan da sikkert godt bruge sådan noget kemi men han plejer nu bare og tømme det hver anden eller tredje dag så er det jo ikke noget problem uden kemi. Hmm er det mon forklaringen tænker jeg - de bruger det simpelthen ikke og derfor kan det ikke købes nogen steder? Han siger at det skam kan købes og at han skal i supermarkedet i eftermiddag og hvis han finder noget kan han da tage en flaske med til mig. Jo tak siger jeg, det må han gerne.
Nå om eftermiddagen (efter Barbara og jeg har været på Col de Madeleine - også kendt fra Tour de France, samt på vandretur) tager vi selv i det supermarked, Super U, hvor den hollandske/franske mand vil kigge efter toiletkemi til os. Vi kigger rutineret på alle de hylder i supermarkedet hvor man måske kunne finde sådan noget men uden held. Så begynder vi at kigge efter noget at spise og pludselig efter flere ugers søgen står det der, lige foran os på den mest trafikkerede gang i supermarkedet står den grønne flaske til at parfumere skyllevandet og den blå med det rigtige toiletkemi - jeg tror ikke mine egne øjne og begynder at fylde kurven indtil jeg kommer i tanke om at manden fra pladsen jo også har købt noget til mig på nuværende tidspunkt. Nå ja og så læser jeg også på flasken og ser at der er nok til mindst 10 gange 15 liter toilettank. Det undrer mig noget da flasken kun er på 1 liter mens den tomme derhjemme på 1,5 liter kun kunne bruges til 2-3 gange 15 liter toilettank. Vi køber én flaske og da vi kommer tilbage til campingvognen nærlæser jeg på den gamle flaske og konstaterer at jeg indtil nu har brugt en dosis der er 10 gange højere end den forskrevne - hmm - det er godt man ikke er læge - nu har vi i hvert fald toiletkemi nok. Senere på aftenen snakker jeg med manden på pladsen som beklager at han ikke har fundet noget toiletkemi - jeg siger at det skal han ikke være ked af for det har jeg selv - nå siger han hvor? Ja, men i Super U - nå det kan han ikke forstå for der var han også og han har ikke set noget. Så hvem ved måske er det de højere magter der synes at jeg har søgt tilstrækkelig længe og nu endelig har fortjent at finde. Manden tager afsked og siger at hvis der er noget skal vi bare sige til han bor jo lige der ovre - rigtig dejligt at møde sådan en flink mand.



En stolt vandrer i 2000 meters højde



Vi så en Marmotte - dette lille dyr er Savoie landsdelens maskot



Lørdag den 11. september



Efter en meget let morgenmad (1,5 fransk minijoghurt pr næse) satte vi kursen mod La Tania som ligger 4 km neden for den noget mere kendte eksklusive skiby Courchevel. Herfra ville vi gå op ad bjerget for tilsidst at spise middag ved en dejlig restaurant der hedder Bouc Blanc og som jeg har spist på utallige gange når jeg har vaeret på ski. Vi ankom til La Tania kl ca 10.30 og her kunne man snakke om en spøgelsesby. Alt var lukket. Kun et stykke af vejen som var spærret pga vejarbejde samt en enkelt stille stående gravmaskine fortalte at her fandtes mennesker. Vi begyndte at gå op ad bjerget og efter ca. 35 minutters gåtur sagde jeg til Barbara at det nok ikke var så sandsynligt at restauranten havde åbent. Vi fortsatte dog opad og ud midt i ingen ting i ca 1850 meters højde kommer der 3 motionsløbere samt en lille dreng på cykel som er på vej ned ad bjerget - de hilser pænt og det samme gør vi. Vores restaurant planer får nyt håb da der åbenbart findes mennesker her.

En nyanlagt pist er ikke noget smukt syn når der ingen sne er



Da vi omsidder når restauranten som fremstår smuk i solskinnet med flotte blomster på terrasen må vi dog konstatere at vi kommer sådan ca. 11 dage for sent da den kun har sommeråben i juli og august. Nå, så må vi jo nøjes med en tår medbragt vand selvom den minimale morgenmad efterhånden er ved at være hel væk og maven knurrer for at få noget lækkert at spise.
Vi begiver os ned igen og selvom benene er lidt trætte når vi dog ned igen.

Bjergrestauranten Bouc Blanc, et smukt syn - der var dog lukket



På vejen tilbage igennem dalen stopper vi og får en sandwich inden vi begynder på køreturen op til Val Thorens hvor jeg (jeg ved godt jeg har nævnt det mange gange efterhånden....) har været skiguide.
Turen op er 32 km af bugtede veje, som dog er af god kvalitet og altid med et helt spor i begge retninger (i modsætning til turen op til Col de Madeleine hvor man af og til kun lige kan snige sig forbi hinanden i gåtempo).
Jeg har kørt turen mange gange og altid i gamle kassevogne uden meget motor, så nu vil jeg se hvad sådan en ældre BMW kan præstere. Vi kører frisk til og bliver på vejen op mindet om at man altid skal tænke sig om når man kører bil idet der har været et biluheld. Vi kører yderligere ca. 10 km op ad bjerget. Det er den forankørende franskmand i hans lille 4 hjulstrækker der bestemmer tempoet. På et lige stykke af vejen kan jeg pludselig mærke at styringen føles mærkelig så jeg skynder mig at stoppe for at se om vi er punkteret eller om vi taber servoolie. Intet af delene er dog tilfældet, men nu kører motoren op og ned i omdrejninger og da jeg ser på motortermometeret kan jeg se det viser maks - ups. Jeg slukker bilen, men tænker så at det måske vil være bedre at rulle ned af bjerget i gear og derved få kølet motoren optimalt. Jeg starter bilen og vender den og så kan jeg se at batterieladelampen også lyser - hvilket må betyde at det er kileremmen der har givet op. Så jeg kører ind til siden igen for hvad hjælper det at kølervandet i køleren bliver kølet mens jeg ruller nedaf hvis vandpumpen ikke kører pga den sprungne kilerem - ingenting efter en el-ingeniørs logik. I stedet åbner jeg motorhjelmen så motoren kan få lidt luft. Vi er lige kørt forbi et værksted, et meget lille Peugoet værksted og jeg får den idé at der skal jeg da ned så jeg prøver at blaffe. Den første billist ryster på hovedet. Hmm, Barbara er bange for at blive overfaldet så vi tager ikke selv blaffere med (nå ja de kan heller ikke være i bilen da bagsædet er fyldt) selv tre unge damer måtte stå forgæves i vejkanten med tomlen i vejret dagen før på vejen fra Annecy. Og nu er det altså mig der står her og vifter forgæves med tommelfingeren - vær mod andre som du vil have at de skal være mod dig...

Mit mislykkede forsøg som blaffer får mig til at tænke på at sandsynligheden for at et lille Peugeot bjergværksted ligger inde med en kilerem til en 10 år gammel BMW måske heller ikke er overvæledne høj. Så jeg besinder mig og sætter mig ind i bilen igen. Her finder jeg min danske mobil telefon frem som jeg for engangs skyld har med, ellers plejer jeg bare at slæbe min franske taletidstelefon med som dog ingen taletid har ( - da jeg brugte 5 euro ved at sende to udenlands sms'er samt tænde og slukke den indbyggede GPS to gange hvilket også fører til telefondatatrafik - GPS'en fungerer i øvrigt udemærket uden penge på telefonkortet - hmm) så jeg roser mig selv for at jeg for engangs skyld har taget en god beslutnig. Jeg ringer til ADAC (som er Tysklands FDM) hvor jeg har vejhjælp af historiske årsager (don't mention the war....). Den flinke ADAC dame er ikke tilfreds med adressen på vores ufrivillige parkering som jeg angiver til at være mellem 12 og 13 km før Val Thorens. Nu har damen som arbejder hos ADAC's udenlandskontor nok aldrig været i Val Thorens men på sit vejkort kan hun vel se at der kun er én vej op til Val Thorens. I hvert fald bruger vi lidt tid på at tale om hvor i verden jeg befinder mig. Tilsidst får jeg dog lov at lægge på - efter 5 minutter ringer hun igen og siger at hun har prøvet at ringe til 5 forskellige lokale vejhjælpspartnere men at ingen svarer - hun kan dog se at en af dem bor lige i nærheden - jep de arbejder altså sammen med det lille Peugeot værksted lige neden for os. Dejlig da vi så ikke skal vente på at en autotransporter skal køre de ca 20 km op ad bjerget. Helt så let får jeg dog ikke lov til at slippe af men den hjælpsomme ADAC dame. Hun begynder nemlig at spørge om en masse for at hun kan hjælpe os med alt angående reperationen af bilen. Jeg siger at det skal jeg nok selv ordne hvis bare hun kan sende en autotransporter som kan køre os ned i dalen.
Her kender jeg nemlig et værksted - det eneste som jeg kender i Frankrig. Det er nok det værksted i verden hvor jeg har tilbragt længst tid. Når jeg har været afsted som skiguide hernede har vi altid haft vores egen guidebil - det lyder fint sådan med firmabil og det er det da også i princippet. Desværre er der meget få penge i rejsebranchen så køretøjerne er meget gamle og kombinationen af kulde og at parkere i 2300 meters højde kan tage pippet fra selv den bedste bil - og en VW transporter diesel fra 1987 med gamle gløderør hører ikke til i kategorien 'de bedste' - så jeg kender udemærket værkstedet i dalen hvor jeg har tilbragt en del tide med at vente mens de har skruet i guidebilparken...
Som yderlig bonus ligger værkstedet 10 minutters gang fra der hvor vores campingvogn står - så alt andet lige kunne det være meget værre. Alt det forklarer jeg den flinke dame fra ADAC der tilsidst spørger om jeg da kan tale fransk. Jeg siger at det går - eller i hvert fald nok skal gå. Og tilsidst går damen med til at jeg selv klarer det og hun så bare sender en kranbil, men så må jeg love at ringe hvis jeg får brug for mere hjælp - det kan man da kalde service.

Højt at flyve...



...dybt at falde



Fejebladet kommer efter ca 15 minutter og bilen er nu kølet så meget af at den selv får lov til at køre op på fejebladet. Vi kravler ind i kabinen i fejebladet og så kører vi. Peugoet fejebladsmanden kører frisk til og jeg skæver over skulderen for at se om min bil kan hænge på i svingene - det kan den heldigvis og jeg trøster mig med at han nok har kørt denne tur nogle gange før - og skulle han tabe min bil så er der nok en forsikring der vil give mig lidt penge til en anden bil.
Jeg siger dog til Barbara at jeg synes det går lidt stærkt hvor til hun bemærker at hun da føler sig noget mere tryk med vores franske chauffør bag rettet end når jeg ligger og leger racerkører - touché - det har hun jo nok ret i.

Vi kommer ned alle sammen i god behold og tager afsked med chaufføren hvorefter vi trisser hjemad til campingvognen der nu må stå solo i hvert fald til på mandag (det er nemlig lørdag eftermiddag nu) hvor værkstedet igen holder åbent - så må vi bare håbe at man kan få den rigtige kilerem her i byen da det nærmeste BMW værksted ligger i Chambéry som er ca 70 km herfra. Det vil tiden vise. I mellem tiden må jeg øve mig i at sige kilerem på fransk. Jeg spurgte vores fejebladschauffør hvad det hed på fransk og jeg syntes mere det lød som en snerren end et ord - i hvert fald kunne jeg ikke hverken huske det eller udtale det på en, for chaufføren, tilfredsstillende måde.

Vor flinke hollandsk/franske nabo var væk da vi kom tilbage, hvilket specielt Barbara var lidt træt af da hun havde håbet på at han måske kunne have slæbt campingvognen hen til en rigtig campingplads nu da vores ophold ser ud til at trække i langdrag. Vi kiggede efter ham hele aftenen, hver gang der kom en bil forbi, men han kom aldrig - suk.

Søndag den 12. september



Idag var der afslapning på programmet. Jeg fik arbejdet lidt på mit softwareprojekt til morgen og bagefter gik vi en lille tur ved floden. Efter gåturen var vi blevet sultne og fandt en restaurant hvor man kunne få Savoieske egnsretter. De har alle et til fælles - masser af ost: Oste fondue, oste raclet som begge dele er lidt for meget ost til min smag. De har dog også en ret som hedder Tartiflette, som består af: Kartoffelstykker, baconstykker og ja så selvfølgelig - ost. En stor kæmpe, tyk skive som lægges oven på kartoflerne og baconet og så kommer det hele i ovnen. Lækkert men også meget tungt - så aftensmadsservicen er indstillet idag.

På vejen tilbage til campingvognen var vi inde på kur-Thermal-kontoret for at betale for overnatningen på autocamperpladsen. De første to døgn er det gratis og derefter koster det den fyrstelig sum af 1,5 euro pr dag. Overnatningspladsen er tiltænkt autocampere og ikke campingvogne, men nu ser vores campingvogn i hvertfald meget legal ud med en kæmpe kvittering i forruden med logo og stempel.


Da vi var færdig med at montere den A4 store kvittering i forruden så vi at vores flinke hollandsk/franske nabo var kommet tilbage efter et døgns fravær. Jeg gik over for at snakke lidt og for at fortælle om vores lille bilproblem samt for endelig at lære det franske ord for kilerem som desværre ikke findes i min ordbog (det hedder forresten Courroie og udtales [kurwa] - eller egentlig betyder det kun rem, så nu må vi håbe at værkstedet ikke prøver at skifte tandremmen på min kædetrukne BMW - det kunne i hvert fald let blive meget dyrt...).

Den første dag jeg talte med den hollandsk/franske mand talte vi kun fransk. Den næste morgen prøvede han at tale engelsk med mig - hans engelsk var dog meget rustent så det blev ikke til så meget. Idag havde han så åbenbart bestemt sig for at han nu også kunne tysk - og det var han faktisk ganske god til. For at han kun få en ordentlig samtale partner hentede jeg Barbara. Imens talte jeg med hans kone som kun kunne fransk - man skal vel udfordres lidt. Det endte med at blive en hyggelig eftermiddag hvor Barbara og jeg sad og kløede hver vores hund bag ørene (og så havde de stadig én i overskud...) og fik et par øl.
Jeg spurgte om de havde nogle billeder fra deres ture til Marokko (det var efter at de havde givet mig deres gamle færgebillet til Marokko så de var sikker på at jeg brugte det rigtige=billigste selskab hvis jeg selv skulle derned...).
Efter lidt besvær og efter hjælp fra 'IT-eksperten', som manden havde døbt Barbara efter at hun havde fortalt om sit job ved et IT-firma, fik vi liv i computeren og fik set nogle flotte billeder fra Marakko.
Som afskedsgave fik vi nogle små 'benklumper' som er sonar-elementet fra en fisk - med en stor mund - thjaa tættere kommer vi ikke på den fisks navn da jeg hverken er biolog, fisker eller god til fransk - endnu.

Jeg gik derfra mens jeg for mig selv fremsagde: Courroie, courroie, COURROIE.

Nå ja, og da jeg mødte manden senere på aftenen hilste vi på hinanden tværs over pladsen med et "Courroie" hvor til den anden svarede: "Courroie".
Så nu ved alle vidst hvad der er galt med vores bil - eller også tror de at Courroie betyder hej på det der underlig sprog som udlændingene taler med hinanden...

Bourg-Saint-Mourice

N45*37'19 - E6*47'03 Onsdag den 15. september

Vi er nu endelig kommet videre fra vores ophold i La Lechere. 5 nætter blev det til uden 230 V og varmt vand. Det var dog ikke så slemt. Campingvognens batteri havde nok strøm til at holde liv i det elektroniske grej og man kan også holde sig forholdsvis ren med koldt vand - naja. Igår fik Barbara nok. Hun ville have et VARMT brusebad så vi fandt en svømmehal et par km fra vores parkeringsplads hvor det kunne lade sig gøre. Efter et bad så det hele lidt lysere ud. Vores bil viste sig nemlig at give flere problemer end ventet...

Mandag morgen talte jeg med værkstedet - jo det skulle de nok klare. Mandag eftermiddag gik jeg op for at høre hvordan tingene stod til. Chefen så lidt træt ud da jeg spurgte, men svarede "demain" (i morgen) om aftenen. Ok. Det var vel iorden når den nye kilerem skulle hentes 70 km herfra. Tirsdag sidst på eftermiddagen gik jeg igen der op - nu var bilen rykket ind i værkstedet. Jeg fandt næstkommanderende og spurgte om bilen blev klar idag - nej sagde han "demain". Hmm sagde jeg det sagde chefen også i går....Ja ja men der var altså lidt problemer med leveringen af stumperne - ok C'est la vie.

Idag havde jeg det så, den sidste time inden jeg gik op og hentede bilen, som om jeg skulle til eksamen. Vi ville videre og jeg var stærkt i tvivl om, om de havde fået bilen færdig.
Da jeg kom hen til værkstedet kunne jeg se at bilen i hvert fald var rykket ud af værkstedet, hvilket kunne betyde at den var færdig eller at de helt havde opgivet den...
Jeg gik ind på kontoret og spurgte om hvordan det gik med min bil. Den var færdig sagde de - super tak sagde jeg og så fik jeg regningen. I min verden er en kilerem en simpel trækrem som koster under 100 kr og den kan man skifte på 10 min hvis man ellers kan komme til. På regningen stod der dog at de havde brugt 2 timer på operationen - nå sagde jeg hvordan kan det være og hvad er det for nogle andre ting som også er blevet skiftet. Kontordamerne fik fat i mekanikeren som havde skruet i bilen og han kom slæbende med to hjul som åbenbart også var blevet skiftet. Ok fair nok - hvis jeg kunne få de gamle hjul med så skulle nok jeg nok betale de ca 2300 kr - endda med et smil.

Nå så nu har jeg en lille kasse med gamle slidte remstrammerhjul i...

Vi tog en lille prøvetur i bilen op til Valmorel, et lille skisportsområde som jeg også har besøgt om vinteren. Turen forløb fint så da vi kom tilbage til campingvognen brugte vi lige 7,5 minut på at pakke og så kørte vi afsted. En nat mere på parkeringspladen var ikke lige det vi trængte til.

Nå helt slemt var den nu ikke, tiden på pladsen. Mandag tog det fransk/hollandsk par os med på en lille udflugt i deres autocamper sammen med deres 3 hunde (Tina = lille puddel som aldrig kunne være alene og helst lå på skødet af chaufføren under kørslen, Pepi = stille gammel matador 'Kvik' hund og Suky 1,5 år gammel rævefarvet dræberhund med et hjerte så blødt som smør). Det var ganske hyggeligt og rigtig pænt af dem sådan at underholde os lidt.

De tog afsted tirsdag uden at sige farvel - troede vi, men så fandt vi et lille brev og et visitkort på campingvognen. Og men sandten om de ikke lige havde set os komme tilbage fra vores gåtur og derfor var kørt retur til pladsen for at sige farvel. Dejligt. Vi har nu en invitation til Avignon (sur le Pont d'Avignon - hvis man kender denne sang) og omegn, hvor de bor.

I morgen siger vi a bientôt (på gensyn) til Frankrig og kører over bjergene til bella Italia, hvor vi regner med at blive i ca. 14 dage. Så må vi se om bilen kan trække os helt der over...